Vi er så heldige, at vi har vores eget køkken i De Syv Have, og vi serverer både morgenmad, formiddagsmad (kun vuggestuen), frokost og eftermiddagsmad for børnene i løbet af dagen. Vores mad er økologisk, og vi spiser meget vegetarisk, men vi får dog også nogle gange fisk eller kylling.
Måltidet er oplagt til at øve sig i forskellige ting. For eksempel giver børnene en hånd med, når der skal hentes vogne med mad og service, og de hjælper med at dække bord og rydde af igen. Når de deltager på den måde, lærer de noget om, hvad tingene hedder, og hvad det vil sige at dække bord og rydde af. Vi tager os god til, mens vi spiser, for vi har ikke noget vi skal nå. Det vil sige, at børnene får den tid, de har brug for, når de skal øse noget op på tallerkenen, hælde vand i glasset eller smøre en bolle.
Når vi sidder sammen og spiser i små grupper, har vi også gode rammer for at få talt sammen. Tit taler vi om det, vi har på tallerkenen, men vi kan også gennemgå det, vi har lavet i løbet af formiddagen, eller hvad der skal ske senere på dagen. Arbejder vi med temaet Hvem er jeg, taler vi måske om navne eller om, hvordan man kan bo - i hus eller lejlighed.