I De Syv Have har vi næsten altid pædagogstuderende i praktik i huset - det gør os nemlig klogere på vores egen praksis, når der kommer nye ind i huset, som skal læres op i vores pædagogiske tilgang og hverdagsrutiner. Derudover er det vores bidrag til at klæde fremtidens pædagoger godt på, så de har de bedste forudsætninger for at løse de arbejdsopgaver, der møder dem, når de er færdige med pædagoguddannelsen.
Skal du starte i praktik hos os? Så læs med her, hvor vi giver et indblik i, hvordan din praktikperiode kommer til at se ud. Når du bliver tildelt en praktikplads hos os, sender vi dig desuden vores praktikdokument, hvor du kan læse mere om alle de praktiske anliggender omkring praktikken. Her kan du også læse mere om de værdier og visioner, der ligger til grund for vores arbejde med børnene i De Syv Have.
Det kan du forvente af praktikken hos os
Når du kommer i praktik i De Syv Have kan du forvente at blive fagligt udfordret og klædt godt og grundigt på til de opgaver, der forventes af en pædagog i et dagtilbud. Og du kan selvfølgelig forvente løbende faglig vejledning og støtte, så du kommer herfra med mest mulig læring.
Du bliver tildelt en praktikvejleder i huset, som du har møde med minimum en gang hver 14. dag. Til vejledningsmøderne kobler vi teori på den pædagogiske praksis, du får oplevelser med her i huset, og vi tager hul på forskellige emner hver gang. Du vil derudover få tilbudt fællesvejledning sammen med de øvrige studerende i hele klyngen.
Det forventer vi af vores studerende i praktik
Når du er i praktik hos os, har vi også forventninger til dig. Vi kan nemlig give dig en meget bedre praktikperiode, hvis du deltager nysgerrigt og aktivt i vores pædagogiske praksis.
Det indebærer blandt andet, at du altid kommer forberedt til vejledningsmøderne ved at have forberedt dig på vejledningens emne og lavet en dagsorden. Det indebærer også, at du deltager aktivt ved stue- og personalemøder og bidrager med input, spørgsmål og refleksioner.
Vi forventer desuden, at du deltager engageret og aktivt i hverdagen på din stue ved at bidrage både i planlægningen og udførelsen af alt fra pædagogiske aktiviteter og daglige rutineopgaver til evaluering og dokumentation af den pædagogiske praksis.
Vi glæder os til at møde dig og byde dig velkommen i hverdagen her i De Syv Have - og har du spørgsmål forud for din praktik, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til os.