Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til De Syv Have

De Syv Have er et mangfoldigt børnehus, som ligger i dejlige grønne omgivelser midt i Brønshøj. Huset er et temmelig nyt hus - det er bygget i 2014 - og her er plads til tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. Vi er få nok til, at vi kender hinanden på kryds og tværs i huset, og det gør det trygt og rart for børnene at bevæge sig rundt i huset.

Hos os tænker vi pædagogik ind i alle dagens aktiviteter, og det gør vi fra et børneperspektiv. Det vil sige, at hver gang, vi sætter en aktivitet i gang, har vi overvejet og måske også snakket om, hvorfor vi synes, at det lige netop er den aktivitet, vi skal sætte børnene til. Når vi laver bål med børnene, er det ikke (bare), fordi vi synes, at det er hyggeligt. Det er fordi vi vurderer, at bål-aktivteten har et pædagogisk sigte, som møder børnenes behov.

Et andet kendetegn ved De Syv Have er, at vi i høj grad bestræber os på ikke at skælde ud eller fortælle et barn, hvad det ikke må. Når et barn for eksempel løber ned ad gangen, møder vi det ikke med: Du må ikke løbe her, men fortæller det i stedet, hvad vi gerne vil have, altså: Jeg vil gerne have, at du går på gangen.

Bevægelse, sprog og sociale relationer

Vi har tre fokusområder: sprog, bevægelse og sociale relationer. Det betyder, at vi har sprog og bevægelse indtænkt i alt, hvad vi gør i løbet af dagen, og ofte er det i det små, at vi kan gøre den store forskel, når bare vi husker, at vi kan gøre tingene lidt anderledes. Når det gælder bevægelse, kan det for eksempel være at gå baglæns ud til garderoben eller at hinke ud på toilettet.

Det sproglige arbejde foregår hele tiden: Vi sætter ord på alt, hvad vi gør, og på genstandende omkring os. Og vi træner også at sætte ord på følelser: Jeg kan se, at du synes, at denne historie er rigtig sjov, er en replik, man ville kunne høre en voksen sige til et barn, der griner efter det har fået fortalt en historie. Og når vi bruger sproget på den måde, træner vi ikke bare at navngive følelser, vi møder også barnet, der hvor det er. 

Vi ved, at de sociale relationer styrkes gennem leg, og derfor  gør vi meget ud af, sætte rammer op for leg og understøtter børnene i deres lege. Nogle gange er det vores opgave at sætte en leg i gang og guide børnene i gang, andre gange finder børnene selv på lege, som de udvikler og fordyber sig i.

Fri for mobberi 

For at styrke de sociale relationer, introducerer vi allerede i vuggestuen Fri for mobberi, som er et antimobbeprogram for 0-9-årige. Vi har valgt at arbejde med det for at styrke vores børnefællesskab og forebygge mobning. Når vi arbejder med Fri for mobberi, har vi blandt andet fokus på, hvordan man er en god ven. En del af programmet er Bamsevennen, som børnene kan bruge, når de skal fortælle om deres egne oplevelser, eller når de skal trøste en ven.

Vi fortsætter arbejdet med Fri for mobberi i børnehaven, og børnene vil med stor sandsynlighed også møde programmet, når de starter i skolen. 

Vi glæder os til at byde jer velkommen i De Syv Have!